Hej Aalborg!

REKLAME /Sponsoreret (da jeg var inviteret med på turen)
Halløj så var jeg da lige en helt weekend i “Ålleren” – måske I kiggede med på instagram og har fået et par glimt med der allerede. Det er faktisk ved at være en del år siden jeg sidst besøgte Aalborg – 2011 for at være helt præcis. En del er sket siden må man sige og jeg tænker, at der ikke skal gå 6 år før mit næste besøg.
Turen til Aalborg var en “bloggertur” arrangeret af den søde Kamilla som udover mig havde inviteret Maria, Trine, Nadja og Nanna.
Så her får I en længere billeddagbog fra min tur nordpå.
Jeg ankom til Aalborg sammen med Maria, der havde været så sød at give mig et lift. Vi blev hurtigt tjekket ind på det fine First Hotel, som ligger så smukt lige ned til vandet og meget centralt.
Vores første stop blev Kunsten i Aalborg – og det blev jeg virkelig glad for, da jeg længe gerne har villet besøge det fine kunstmuseum i Aalborg. Og heldigt for os kom vi lige på dagen, hvor deres smukke springvand i museumsparken blev tændt.
Virkelig et skønt museum som jeg meget gerne vil besøge igen. Jeg var især vild med den udstilling de havde lige nu – “Elleven less One” af Michelangelo Pissoletto.
Et andet sted jeg nu kan krydse af på min “bucket list” er det fantastiske Café Ulla Terkelsen London. Lige så festlig og farverig caféen er – lige så godt smager deres mad og deres drinks. Jeg elskede indretningen og klappede i mine små hænder, da vi fik drinks serveret i ananasglas (ikke et bloggerøje tørt). Betjeningen var i top og intet var overladt til tilfældighederne trods den dejlige og afslappede stemning stedet havde.
Lørdag havde vi fornøjelsen af at kigge indenfor hos den nyere børnetøjsbutik Skruuk. Butikken er styret af to meget passionerede mødre med sans for alt det lækre, men også med tanke for hvordan man besøger en butik som nybagt mor. Der var nemlig gjort plads til at man kunne komme ind med en eventuel barnevogn, lavet familiehjørne (med plads til amning) og på toilettet var der pusleplads. Noget man virkelig sætter pris på som småbørnsforældre. Sortimentet er lækkert og velovervejet og jeg spottede hurtigt en del yndlingsmærker som MarMar Copenhagen, Christina Rohde, Mini Rodini, Cam Cam, Wheat og Angulus. Butikken ligger i Nørgade, men bor man ikke i nærheden har de også en webshop. Men synes næsten man skal kigge forbi. Vi endte med næsten ikke at ville derfra igen, så hyggeligt var der.
Kaffestop i Orangeriet hos interiørbutikken Kalejdoskop, som har til huse i den gamle biograf og dermed nogle helt vildt smukke rammer.
Vi havde et hurtigt stop hos Créperie Maggie Mae til en lækker juice og en pandekage. Jeg fik en madpandekage – næste gang bliver det helt klart en af de søde eller en af deres vafler på pind.
Lørdag blev også dagen hvor jeg på det smukke Aalborg Teater skulle opleve Musicallen Hair for første gang. Helt fantastisk og har lovet mig selv at gå mere i teateret i fremtiden. Det kan bare noget helt særligt. Og Hair var virkelig også fantastisk og intensiv. Så tror jeg skipper biografen den næste tid og hopper i teateret.
Og så fik vi også lige benyttet lejligheden til at få taget lidt billeder – man er vel blogger… Og jep jeg står i vindueskarmen. Efterfølgende besøgte vi den hyggelige Teater Caféen, her fik vi en lækker platte, lidt vin og snakket den fine musicaloplevelse igennem. Vi hyggede os så meget, at før vi havde set os om var det lukketid.
Drinks på Helmut der serverede virkelig meget velsmagende drinks, lækre håndlavede chips og spillede optil dans..
Søndag startede med en tur i Aalborg Zoo – lige der mærkede jeg et kæmpe stik af savn til mine piger. For de ville have elsket hele Zoo parken. Den havde nemlig en skøn legeplads og et hyggeligt tog der kørte rundt i Zoo, mens der blev fortalt om de forskellige dyr. Og så selvfølgelig de mange dyr. Så der må vi op i samlet flok engang.
Sjældent har jeg udfordret mig selv så meget med tømmermænd, som jeg gjorde i søndags. Men det var det hele værd, at prøve grænser af i Klatreparken sammen med de andre. Vi fik os virkelig også nogle gode grin de timer vi klatrede rundt oppe i træerne. Nu er jeg faktisk blevet helt bidt af tanken om at skulle prøve det igen, så jeg har fået flyttet lidt grænser og endda fået blod på tanden.
Går turen til Aalborg igen vil jeg sætte mere tid af ved havneområdet og gå en tur optil Karolinelund og udforske al den streetart der er i Aalborg. Og så vil jeg helt sikkert Kunsten og nogle af ovenstående steder alt efter om det er med eller uden børn.
Tak Aalborg – vi ses snart igen!
Kh Lou
SÅ fine billeder – du har virkelig fanget vores by så smukt <3 Tak for en skøn weekend!